Vida Local Rio - Arkitekturens demokratiske potentiale
Kunde: Rio de Janeiro Kommune
Periode: 2020-
Arbejde:
Målet var at undersøge, hvordan vi kan skabe flere åbne, demokratiske områder i nordzonens favelaer, samt etablere en organisation, hvor medlemmer af lokalsamfundet i fremtiden kan få hjælp til at realisere deres projekter.
Projektet:
Med udgangspunkt i UIA 2023 kongressens tema “Sustainable Futures – Leave No One Behind” gik vi i dialog med arkitektstuderende fra Rio de Janeiros universitet, repræsentanter fra Rio kommune og lokale aktører fra bydelen Rio Comprido beliggende i Rios nordzone. Vi indhøstede værdifuld erfaring og viden om hvilke potentialer, der var i favelaerne for at lave selvorganiserede aktiviteter, samt de lokale beboeres ønsker og behov for et mere trygt og socialt bæredygtigt lokalsamfund.
På baggrund af disse møder aktiverede vi den centrale plads i Rio Comprido, og lokale aktører bidrog med deres egne løsninger til et mere attraktivt og trygt sted at færdes i. Dette mundede ud i en række sociale aktiviteter på pladsen, der viste et sympatisk alternativ til nogle af de negative fællesskaber, der også er i favelaerne.
Målet er at etablere et velorganiseret bydelscenter i Rio i efteråret 2022. Samtidig er der lagt grundlag for yderligere samarbejde under UIA 2023 i København.
Resultater:
- Et prototype-event initieret af lokale beboere, NGO’er og institutioner blev afholdt med fællesspisning og en række kulturelle aktiviteter, heriblandt danseopvisninger og en DJ-fest.
- En lokal forankret bylivsgruppe blev organiseret, som har ansvaret for at opretholde et fællesskab i Rio Comprido og engagere lokale aktører til fortsat at skabe levende og inkluderende aktiviteter på stedet.